På lørdag d. 18. maj åbner vi op for endnu mere genbrug, når Kirppu-butik nr. 26 åbner i Frederikshavn på Hjørringvej 171 B. Åbningen bliver fejret med supergode tilbud på standleje, konkurrencer om gavekort til butikken samt lidt godt til ganen og aktiviteter for børnene. Festlighederne løber hele dagen fra kl. 10:00 til 17:00, og alt tyder på, at butikken allerede nu vil blive en succes. Der er nemlig stor trafik i bookingsystemet, og butikkens stande forventes at være så godt som fyldt, ved åbningen.
Det er altså ikke en tom butik, vi åbner op til, når startskuddet lyder på lørdag – allerede fra torsdag d. 16. kan de nye standlejere nemlig påbegynde opsætning på deres stande og gøre klar til den store åbningsfest fuld af lækkert genbrug.
“Det er super spændende, og vi glæder os enormt meget til at slå dørene op for endnu en butik i Nordjylland. Vi har oplevet et stigende antal besøgende og meget få ledige stande både i Hjørring og Aalborg i løbet af de sidste år, så det bliver godt at kunne tilbyde endnu en mulighed for at dyrke genbrug og bæredygtighed i det nordjyske.” siger Michael Henning Jensen, Marketingschef, Kirppu
Dagen byder på festligheder – og gratis sodavand og øl
En åbning i Kirppu-regi er forbundet med mange traditioner. En af disse er, at vi altid inviterer nye og gamle kunder samt naboer forbi til en festlig dag. Det gør vi for at åbne op for det gode naboskab – en værdi, der er helt essentiel for Kirppu. Traditionen tro kommer maskotten Loppen Louie forbi med højt humør og deler slikkepinde og balloner ud. Ligeledes byder de glade medarbejdere på en gratis Astronaut-is til de første 100 børn. Driftschef Pernille Seidenfaden fortæller, at åbningen er for hele familien:
“Åbningsdagen er en stor dag for os, og det vil vi gerne vise vores kunder med et brag af en fest for mennesker i alle aldre. Vi vil stå klar med gratis fadøl og sodavand hele dagen, og hvis vejret er til det, puster vi luft i den grønne hoppeborg, så børnene kan få brændt noget energi af. Så kan forældrene shoppe videre i ro og mag.”
Fokus på det lokale og det personlige
En af de ting, som som vi ser som en succesfaktor for kæden, er vores store fokus på det lokale, det personlige og det tætte forhold til vores kunder. Pernille Seidenfaden uddyber:
”Det, at vi sælger vores kunders ting, giver et naturligt tæt forhold, og det vil vi gerne værne om. Der er ingen tvivl om, at det er en tillidssag for vores kunder, at de sætter deres personlige ejendele til salg hos os – derfor er det også meget vigtigt for os, at de føler sig trygge hos os og ved, at vi gerne vil dem.”
Hvad er et loppesupermarked?
Kirppu betyder loppe på finsk og er et venligt nik mod landet med de mange søer. Det var nemlig herfra Morten Bøjland og Claus Andreassen første gang fik idéen til at åbne Danmarks første loppesupermarked. Konceptet er stærkt inspireret af det finske ‘Kirpputori’ og kan bedst forklares som et slags indendørs loppemarked, hvor sælgerne ikke selv skal være til stede. Butikspersonalet tager sig nemlig af selve salget.
Siden vi åbnede det første loppesupermarked i 2014, er konceptet blevet løftet med stor succes. Vi er nu klar til at åbne butik nr. 26 – den første åbning af flere planlagte, som kæden laver i 2024.
Åbningstilbuddet er afsløret
Du kan allerede nu booke din stand, hvis du vil hurtigt i gang med at sælge dine ting i den nye butik. Du kan både booke opstart til åbningsdagen eller et senere tidspunkt, hvis du ønsker det. Åbningstilbuddet lyder på 125 kr. pr. uge*.
*Regler og vilkår gælder.
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar