Vi kender den alle sammen – den stilrene riflede Lyngbyvase. Måske pynter den på dit eget bord, i vindueskarmen, eller på gulvet. Og ellers genkender du den sikkert hjemme hos nogle du kender.
I 2012 besluttede Christian Elving, Lyngby Porcelæns daværende administrerende direktør, at det var tid til at Lyngby Vasen og andre ikoniske designs fik en fortjent renæssance, og inden vi så os om, var den glemte vase igen moderne.
Men for at forstå historien bag Lyngby Porcelæns succes og betydning i de danske hjem, skal vi meget længere tilbage – helt nøjagtigt 87 år.
TILBAGE I TIDEN
Året var 1936 og Porcelæns Fabrikken Danmark – Lyngby Porcelæn, blev etableret. Lyngby vasen var faktisk virksomhedens første design, og stod dengang i skarp kontrast til tidens mere klassiske og traditionelle porcelænsteknikker. I begyndelsen var Lyngby Porcelæn en del af en tid hvor folk typisk havde både et hverdagsstel og et middagsstel til fint brug. Det blev mere og mere normalt at anvende de finere stel i hverdagen, og den minimalistiske stil hos Lyngby Porcelæn, blev nu en større del af tidens moderne design.
Lyngby Porcelæn var også kendt for at være en arbejdsplads med en stor kvindelig andel af ansatte. På trods af tiden, hvor mange kvinder stadig gik hjemme. Her brugte kvinderne, på lige fod med mændene, deres kompetencer til at støbe, male og glasere de flotte designs. Med 500 ansatte var fabrikken en af Lyngby Kommunes største industrivirksomheder, og i fabrikkens storhedstid, blev en tredjedel af den samlede danske porcelænsfremstilling produceret her.
1969 blev året hvor Porcelænsfabrikken Danmark – Lyngby Porcelæn, lukkede og slukkede. Der skulle gå 43 år før Lyngby Porcelæn igen skulle se dagens lys, og endnu engang blive en fast del af danskernes porcelænssamlinger
MERE END BARE EN VASE
Lyngby Porcelæn er mere end Lyngby-vasen som vi kender – måske kender du også til nogle af deres andre ikoniske designs. Bonbonniere-skålen fx, som navnet antyder, er Lyngby Porcelæns svar på slikskålen. Og tilmed i et tidløst men charmerende design, som vil pynte i ethvert hjem. Skålen blev til i 1944, og fik ligesom Lyngby-vasen sin renæssance tilbage i 2012.
Lyngby Porcelæn har faktisk gjort sig i flere farverige designlinjer også. I 1945 blev DAN-ILD introduceret. En serie af ildfaste fade og skåle, som kunne møde behovet for at lave mad og servere det direkte fra ovn til bord.
Måske kender du også det ikoniske rhombemønster i blåt. De blå glasurprikker, eller de brede blå striber på den grå serie. Rhombemønstret vi ser på rhombestellet i dag, som blev lanceret i 2014, trækker streger helt tilbage til DAN-ILD serien fra 1945. Det skaber både tryghed og genkendelighed, at man har valgt at bruge de gamle mønstre i nyere serier. Det tager historien med op igennem generationerne, og skaber samhørighed.
Vidste du i øvrigt at Lyngby Porcelæn allerede i 1957 designede det første termostel af porcelæn – Thermodan?
NYE TIDER MED KLASSISK ISLÆT
I 2016 blev Lyngby Porcelæn opkøbt af Rosendahl Design Group, og der kom efterfølgende nye designlinjer til verden – bl.a. det farverige Rhombe Color – og Rhombestellet fra 2014 fik udvidet sit sortiment. I 2020 blev den gamle DAN-ILD serie relanceret med opdateret designs. Dog stadig med en genkendelig rhombe-reference, og charmerende glasur i blå streger og store polkaprikker.
Det nyeste skud på stammen hos Lyngby Porcelæn, er de varme pastelfarvede rhombevaser. Vaserne er inspireret af de gamle FORM-vaser fra 1969. Serien taler så fint ind i tidens trend, hvor farver ikke længere er noget folk er bange for at lukke ind i deres hjem.
Her hos os i Kirppu er der ofte mange gode loppefund at gøre, når det kommer til Lyngby Porcelæn. Hvad end du er til vaser, hele stel, kopper, krus eller skåle. Så er der næsten garanti for, at du ikke vil gå tomhændet hjem.
Find din nærmeste Kirppu butik ved at klikke her.
1 kommentar
Hej
Har i mon Lyngby trompet vase amber farvet
Vh Susanne
Skriv en kommentar