Langt de fleste danskere er i dag enige om, at vi bliver nødt til at gøre noget for miljøet. Men hvordan kan du holde genbrugsjul? Altså uden at lade det gå udover hyggen og traditionerne? Indtil jul vil vi komme med ugentlige fortællinger baseret på samtaler med vores kunder. Igennem dem guider vi dig til at få en grønnere jul. I disse fortællinger vil du høre seks helt almindelige danskeres bud på, hvordan man kan fejre genbrugsjul.
Pernille Maria Friis, @pernillefriisx
Hvordan fejrer du jul?
Jeg fejrer jul med mine forældre og min mormor – så er det lidt skiftende, hvor meget af familien, der kommer med hvert år. Vores jul er ret klassisk og ens hvert år – and samt flæskesteg med tilbehør. Jeg er dog ikke så god til fed mad. Ofte har jeg derfor lavet en julesalat som for eksempel rødkålssalat med appelsiner og nødder. Det synes jeg passer helt perfekt til den klassiske julemad! Julen må gerne være klassisk, men jeg har ikke noget imod, at der introduceres nye indspark.
Hvordan vil du beskrive din julepynt stil?
Min julepyntestil er meget enkel og naturlig. Jeg er vild med at bringe naturen ind, for eksempel grene med lærkekogler, som der kan hænges julepynt på. Meget af min julepynt er egentligt købt brugt, da jeg godt kan lide, at man kan se, det er ældre. Eksempelvis julekugler, der er lidt oxideret eller en keramikklokke, der har krakeleringer i glasuren.
Jeg samler ikke på noget bestemt julepynt – men Georg Jensens ornamenter synes jeg er rigtig fine, og køber en gang imellem, hvis der er nogen der lige falder helt i min stil. For mig signalerer Georg Jensen en stil, der er tidesløs, og som altid vil kunne bruges.
Hvad er dit forhold til genbrugs(jule)gaver?
Jeg er kun på gaver med min tætteste familie, så en 5 personer. Det har jeg det rigtig godt med, for at undgå for meget gaveræs. Den sværeste at give gave til er min mormor, kvinden – der har alt, ønsker sig ikke rigtig noget til jul. Så i stedet for fysiske gaver, er det ofte praktiske gaver, som f.eks. gavekort til vinduespudsning eller lignende, hun får. Jeg synes selv, at det er rart, at det ikke bare er en gave, der bliver pakket væk i et skab, men en ting, der alligevel ville blive nødvendigt at bruge penge på i løbet af året.
Jeg kunne helt sikkert finde på at give genbrugsgaver. Dog vil jeg helt klart synes, at det var nemmere at give, hvis modtager allerede havde ytret, at genbrugsgaver var noget, de var helt ok med.
Kunne du selv finde på at ønske dig genbrugsjulegaver?
Jeg ville blive glad for en genbrugsgave hvis der er noget, jeg ønsker mig, der kan findes brugt – så helt klart. Min ønskeseddel består ofte af ting, der er nemme at finde brugt uden det reelt kan ses, at det er brugt – idet meget af det er genstande, der hører ind under kategorien ”brugskunst”, som jo reelt ikke rigtig bliver slidt – det står bare og ser fint ud. Jeg blev rigtig glad for mine fine duer fra Bing & Grøndahl, som blev produceret for omkring 50 år siden. Dem fik jeg i fødselsdagsgave for nogle år siden. Jeg synes, det er sjovt.
Hvad ønsker du dig i julegave?
Min ”ønskeseddel” til julen er ikke så lang. Enkelte smykker, Kongeligt Porcelæn til at supplere op med, lidt værktøj (jeg ønsker mig en afisoleringstang, så det er nemmere at sætte ny ledning/fatning/stikprop på de lamper, jeg køber brugt – som ofte har en ledning, der trænger til udskiftning, men hvor selve lampen er god nok) og sådan en smart æske, der har rum til at lægge julekugler i, uden de smadrer. Jeg prøver så lidt som muligt ikke at give mig selv julegaver, så der bare kan stå et par enkelte ting på mine juleønsker.
Hvad gør du for at holde en grønnere jul?
En ting, jeg synes er et nemt bæredygtigt tip, der gør man kan holde en grønnere jul, er, at jeg gennem året gemmer diverse silkepapir og kraftpapir, der kommer med, når man bestiller noget online. Dette glatter jeg let ud og bruger som gavepapir, så pakkerne bliver lidt rustikke. Gavebånd i stof fra tidligere pakker kan også sagtens genbruges, selvom det er krøllet. Jeg bruger mit glattejern, som jeg sætter på helt lav varme, til at glatte dem ud med, så bliver det så godt som nyt!
Hvad er dit forhold til genbrug generelt?
At gå i genbrugsbutikker og på loppemarkeder er en af mine store hobbyer. Det, med at finde et helt bestemt møbel eller nipsgenstand, som lige falder i ens smag, og man bare tænker, at den er helt speciel – dét er jeg helt vild med. At købe et billigt møbel i genbrug og kunne ændre det med f.eks. maling og nye greb, så det passer ind i ens hjem, synes jeg også er sjovt.
Hvad er det bedste du har købt i Kirppu?
Jeg købte for et par år siden et par fyrfadsstager i horn, som jeg tror, at jeg gav 10 kr. for. I lang tid inden, havde jeg ledt efter det perfekte sæt i de rigtige farver og rigtig facon. Det kan være svært at finde, når det er naturmateriale – men pludselig var jeg heldig at finde dem.
Vaser er jeg også altid på udkig efter, når jeg besøger genbrugsbutikker. Så da jeg så en pindsvinevase i klart glas, vidste jeg også, at det bare var en, der skulle med mig hjem.
Har Pernilles fortælling om hendes bud på en grønnere jul inspireret dig til at gå ind i det nye år lidt grønnere? Så kan du læse mere om Kirppu konceptet lige her. Du kan også finde din nærmeste butik her.
Ingen kommentarer
Skriv en kommentar